Vedtægter

Vedtægter for HEMA Esbjerg

 

 

  • 1 Navn og hjemsted

Foreningen HEMA Esbjerg er stiftet den 06. 01. 2015 og har hjemsted i Esbjerg Kommune. Foreningen er tilsluttet Dansk Fægte-Forbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmel­ser.

 

  • 2 Formål

Foreningen HEMA Esbjerg har til formål at støtte og fremme interessen for Europæisk Historisk fægtning og historisk kampsport med primært fokus på perioden år 1100-1500. Dette gøres igennem ugentlig træning i historiske kampteknikker, deltagelse i nationale og internationale seminarer og stævner, samt arrangementer i samarbejde med museer og undervisningsinstitutioner. Dette for at fremme medlemmernes sundhed igennem fysiske aktiviteter, samt for at fremme deres historiske identitet i forhold til national og europæisk historie. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.

 

  • 3 Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver, der er fyldt 15 år.

Optagelse af passive medlemmer (støttemedlemmer) kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til besty­relsen.

Medlemmerne er forpligtet til at overholde for­eningens vedtægter og leve op til foreningens for­målsbestemmelse.

Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlem­skab, forlægges generalforsamlingen.

 

Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag udpeges af generalforsamlingen. Udpegningen kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af foreningens vedtægt, jf. § 17.

 

  • 4 Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftligt på indmeldelses­blanket til foreningens kasserer eller formand. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten under­skrives af forældre eller værge.

 

  • 5 Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med en måneds varsel til udgangen af en kontingent­periode. I forbindelse med udmeldelse skal med­lemmets eventuelle økonomiske mellemværen­der med foreningen afvikles.

 

  • 6 Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fast­sættes af bestyrelsen.

 

  • 7 Restance

Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.

Hvis et medlem efter påmindelse stadig ikke betaler sit kontingent, vil sletning af medlemsli­sten kunne ske, uden at spørgsmålet forelægges for generalforsamlingen (§ 8).

 

  • 8 Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller per­manent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsfor­pligtelser.

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dags­ordenen som et særligt punkt.

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af for­eningens vedtægt.

 

  • 9 Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalfor­samling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden og ind­komne forslag skal finde sted med fire ugers var­sel ved som minimum opslag på klubbens hjemmeside og email til klubbens medlemmer.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsam­lingens afholdelse. Er der indkommet forslag, fremsendes disse til medlemmerne sammen med dagsorden og det reviderede regnskab sådan, at dette er medlemmerne i hænde senest en uge før generalforsamlingen.

Adgang til generalforsamlingen har alle forenin­gens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

 

  • 10 Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1) Valg af dirigent og referent

2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år

3) Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse

4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse

5) Fastsættelse af kontingent

6) Behandling af indkomne forslag

7) Valg af formand (i lige år)

8) Valg af kasserer (i ulige år)

9) Valg af sekretær (i ulige år)

11) Valg af en suppleant til bestyrelsen (hvert år)

12) Valg af revisor (hvert år)

13) Eventuelt

 

  • 11 Generalforsamlingens ledelse

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må (/bør) være medlem af bestyrelsen.

Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om for­eningens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 17 og 18.

Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

 

  • 12 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberet­tigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

 

  • 13 Bestyrelsen

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Besty­relsen kan nedsætte nødvendige udvalg til vare­tagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 2 af dens medlemmer, herunder formanden, er til stede. Over bestyrel­sens forhandlinger føres en protokol.

De vedtagne beslutninger og foretagne handlin­ger forpligter foreningen i henhold til vedtægten.

Bestyrelsen består af en formand, en kasserer og en sekretær og vælges for to år ad gangen på den ordinære generalfor­samling. Formanden­ er på valg i lige år, medens kassereren og sekretæren er på valg i ulige år.

Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 15 år og har stemmeret, jf. § 9.

 

  • 14 Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Besty­relsen skal inden den 1. marts afgive årsrapport for det foregående år til revisoren. Årsrapporten fore­lægges den ordinære generalforsamling til god­kendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Årsrapport udsendes til foreningens medlemmer sammen med indkal­delsen til den ordinære generalforsamling.

 

  • 15 Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor. Revisoren skal hvert år i marts gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

 

  • 16 Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner tegnes foreningen dog af formanden og kassereren i forening.

Bestyrelsen kan imidlertid godkende, at formand og kasserer kan råde over dankort og netbank til foreningens bankkonti hver for sig.

Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse på mere end 30.000 kr. godkendes af generalforsamlingen. Indkøb og dispositioner over 10.000 kr. godkendes af bestyrelsen.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.

 

  • 17 Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver gene­ralforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

 

  • 18 Opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt eks­traordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.

For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for for­slaget. Opnås et sådant flertal på en generalfor­samling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

 

Ved foreningens opløsning tilfalder foreningens formue, fast ejendom og løsøre Dansk Fægte-Forbund.